Glæden ved at lave mad

Her beskrives vigtigheden af at lave mad med henblik på at fastholde følelsen af identitet. Her gøres rede for, hvordan madlavning kan være med til at fastholde de roller, man har opbygget gennem livet og dermed følelsen af stadig at være et værdifuldt menneske.

Glæden ved at lave mad

Identitet
Som demenssygdommen udvikler sig er der stor risiko for, at man mister følelsen af identitet, dvs. følelsen af at “være sig selv”. Gennem livet opbygger den enkelte en fortælling om, hvem man er. Man beslutter sig for at engagere sig i hverdagens forskellige gøremål, som tilsammen udgør en baggrund for forskellige roller, fx som forælder, som naturmenneske, frivillig eller noget helt andet. Det er gennem engagement i disse dagligdags gøremål og aktiviteter, at vi opbygger roller. Når man får demens, mister man mange af sine tidligere aktiviteter og dermed også følelsen af identitet. Ikke mindst fordi den sociale tilknytning og status, der er forbundet med aktiviteten, ændres. Men formår man at fastholde en forbindelse til tidligere aktiviteter, der har været en del af ens livshistorie, er der en stor chance, for at identitetsfølelsen kan forblive intakt selv i de sene stadier af demenssygdommen. Dette har Else, som er ramt af demens i moderat til svær grad, sat ord på.

Else er hjulpet i gang med at hakke chokolade til småkager på en varm forårsdag. Hun er lidt usikker på opgaven og går i stå flere gange. Maria, hendes hjælper, minder hende gentagne gange om, at chokoladen skal hakkes lidt mere.

Else: “Det er snart ved at være jul, det var ved den tid, når min mor begyndte at bage.”
Maria: “Var det ved juletid, din mor bagte?”
Else: “Ja!”
Else ser glad ud, hun fortsætter med at hakke, selvom chokoladen er hård og svær at hakke over.
Maria: “Måske det er nemmere, hvis du står op?”
Else: “Ja, lad mig prøve det.” (Else rejser sig op med besvær)
Else: “Jeg har jo været landmandsdatter, så hvis jeg ikke kan hakke chokolade over, er der ingen, der kan!

Eksemplet viser, at på trods af at Else er usikker på opgaven, at hun er fysisk udfordret og at hun ikke er orienteret i årstiden, så bliver madlavningen en stund, hvor minderne bringer hende tilbage til en følelse af identitet og tilhørsforhold. Hun føler sig stærk, fordi hun har en identitet som landmandsdatter. Og hun føler en tilknytning til sin familie, som hun ellers, på dette sene stadie, ikke kan huske. Else ville på ingen måde have klaret at hakke chokolade, hvis ikke Maria havde været der til at støtte hende. Men det virker til, at Else alligevel har en god følelse af “at være nogen”, selvom hun fik meget støtte og var træt bagefter.

Tre kerneværdier
Undersøgelser har vist, at der er tre kerneværdier, som er vigtige at opretholde for at bibeholde identitetsfølelsen: Meningsfulde aktiviteter, en følelse af selvstændighed og en følelse af tryghed. Madlavning kan være en af de aktiviteter, der er med til at fastholde disse kerneværdier. Vel at mærke hvis madlavning har været betydningsfuld for den enkelte i løbet af livet.

Madlavning som meningsfuld aktivitet: Madlavning er, for manges vedkommende, en helt central og meningsfuld aktivitet. Hvis man ikke selv har været involveret i madlavningen, har man set andre udføre aktiviteten dagligt. Madlavning bærer ofte præg af at have et socialt element, stimulerer sanserne og åbner muligheder for gode snakke om fortid og nutid. Derudover er madlavning en mulighed for at få komplimenter og på den måde føle, man er til nytte og at andre har brug for én. Man kan opretholde en rolle, som har været en del af livet i mange år.

Madlavning opretholder følelsen af selvstændighed: Det, at lave mad, giver en følelse af at være til nytte. Er man vant til gennem livet at være den, der står for madlavningen til sine nærmeste, er det med til at give selvtillid at kunne fortsætte med denne aktivitet. Også selvom man har behov for assistance fra familie eller sundhedspersonale. Følelsen af at have en grad af kontrol over sit liv er også mulig at opnå gennem små valg, som hvor man skal købe ind, hvilke råvarer der skal bruges og om der skal purløg i æggekagen eller ej.

Madlavning kan give tryghed: Derudover er madlavning med til at give en rytme i hverdagen ligesom andre rutinemæssige hverdagsaktiviteter. Demenssygdommen betyder, at de rutiner, man har haft i hverdagen, gentagne gange bliver brudt ned, fordi både de fysiske og mentale evner over tid bliver ringere. I denne kontekst kan måltidet være med til at vedligeholde værdifuld familietid og samvær. Det at være en del af de rutiner og traditioner, der er omkring måltidet, giver det enkelte menneske en tryg følelse af at være den, man altid har været, og tage del i de rutiner og den kontinuitet, livet altid har bestået af.

Inddragelse i hverdagslivet.

Disse tre kerneværdier kan dog kun opnås, hvis familien, sundhedspersonalet og det omkringliggende samfund er i stand til at møde og inddrage mennesket med demens med empati og forståelse. Forståelse for de vilkår, personen har nu, og for den identitet vedkommende har haft gennem livet. For at støtte op om, at madlavning bliver en positiv oplevelse, skal man altså vide noget om de konkrete udfordringer, som demenssygdommen giver, og om hans ellers hendes personlige historie.

Rollefordelingen

Når man ønsker at inddrage et menneske med demens i madlavningen, bliver man udfordret, af at demens er en fremadskridende sygdom. Det betyder, at det, man kan den ene uge, ikke nødvendigvis er det samme i næste uge. Dette vilkår kan blive en frustration i dagligdagen, da man får en oplevelse, af at man ikke længere kan forvente noget af et menneske med demens. Her er det vigtigt at tænke på, at forventningerne i dagligdagen skal stemme overens med de evner, personen har på det gældende tidspunkt, ellers kan forventningerne blive en kilde til konflikter. De familier, der opnår en god hverdag sammen, er dem, der er bedst til løbende at tilpasse sig de vilkår, sygdommen giver. Derfor bliver man nødt til hele tiden at afstemme forventninger og være klar til at ændre rollefordelingen i hverdagen. Per, hvis hustru Lone har frontallapsdemens, takler denne udfordring på forbilledlig vis, som man kan se ud af eksemplet under.

“Vi går faktisk stille og roligt og ændrer vores adfærd i køkkenet. Vi går ved siden af hinanden og skifter roller hen ad vejen … Hun laver det, hun er god til, det aftaler vi med hinanden … Jeg vil give dig et godt eksempel: Vi vasker op i hånden. Der får vi vendt nogle ting, og der er ro på osv. Der har vi skiftet roller. Førhen stod jeg med opvaskebørsten, men det gør Lone nu, fordi finmotorikken ikke er i orden – det driller med koordinationen, hun går og taber ting. Det med at tørre en teske eller en tallerken, det er ikke okay mere. Der har vi skiftet roller. Sådan tilpasser vi hen ad vejen …
Vi laver stort set altid mad sammen … og når vi laver mad, så aftaler vi på forhånd, hvem der gør hvad … Jeg har aldrig lavet mad tidligere, jeg bliver snart 70, så jeg tager stille og roligt over.”
Per, 69 år, pårørende.

Indholdet kommer fra bogen: ”Demens & Madlavning – Madlavning kan støtte identitet og trivsel hos mennesker med demens” af Trine Vase Bendtsen, Hanne Lindberg Nejsum og Mette K.E. Iversen.