Madlavning som en del af livshistorien

Madlavning er en del af vores livshistorie og det kan derfor være med til at vække minder. Nedenunder kan du læse om madlavningens betydning i vores liv og hvordan det kan give anledning til samtaler og minder.

Madlavning som en del af livshistorien

Madlavning som en del af livshistorien
Det at lave mad sammen kan give anledning til samtaler omkring fortiden. Bente er et eksempel på, hvordan madlavning er forankret i det liv, der er gået forud og i relationer til andre mennesker:
Ved en samtale med Bente og hendes datter, Anne Marie, fortæller Anne Marie om et barndomsminde:

“Om vinteren, når vi børn legede i sneen og var blevet rigtig kolde, lavede mor varme karamelstænger, som hun kom ud og overraskede os børn med. Jeg kan huske, at de var så hårde, at vi kunne sutte på dem i lang tid!”

Anne Marie kigger kærligt på sin mor ved tanken om dette fælles minde, og Bente bliver lidt berørt af situationen.
Et eksempel på, at madlavning kan være en måde at fastholde en tilknytning til livshistorien og relationer, og hermed også fastholde følelsen af identitet og tilhørsforhold. Bente bliver holdt fast i følelsen af at være en kærlig mor og et aktivt menneske, som har gjort en forskel for andre mennesker. Denne følelse kan kun opstå, fordi Anne Marie kender sin mors livshistorie.
Hvis man ikke kender personens livshistorie, er det en stor hjælp, hvis man forsøger at indsamle viden for at komme til at kende de fortællinger, der knytter sig til madlavning. På den måde kan man aktivt støtte op om at fastholde identitet og roller. Man kan bruge denne viden, når man skal finde de opskrifter, som har været favoritter, og som derfor kan vække minder. Derudover vil disse opskrifter med stor sandsynlighed også være dem, hvor personen vil kunne huske arbejdsgangen bedst og derfor har nemmest ved at udføre dem.
Spørgsmålene i tabel 4 kan danne udgangspunkt for en samtale omkring livshistorien forud for madlavningen. Formålet med spørgsmålene er at opnå viden, som kan støtte op om fastholdelse af identitetsfølelsen i forbindelse med madlavning. Livshistorien kan også bruges som redskab i forsøget på at tilrettelægge madlavningen og måltidet så tæt på personens foretrukne valg som muligt.

Baggrund

  • Hvor er du vokset op?
  • Har du været udearbejdende/hjemmegående?

Din rolle i madlavning

  • Var det dig, der stod for maden i din familie?
  • Hvad er det bedste ved at lave mad?
  • Hvad bryder du dig ikke om ved madlavning?

Årets gang

  • Har du nogle minder om bestemte højtider, hvor I lavede en speciel slags mad til familien?
  • Har din madlavning været præget af årstidernes gang?

Måltidet

  • Var måltidet et samlingspunkt i din familie?
  • Var der nogen traditioner forbundet med ”at gå til bords”?

Madvalg

  • Var der forskel på, hvilken mad I fik i løbet af ugen?
  • Har du været vant til både at lave hovedret og dessert?
  • Fik I formiddags- og eftermiddagskaffe, der hvor du kommer fra?
  • Hvilken type mad kan du bedst lide?
  • Hvilke drikkevarer foretrækker du?
  • Foretrækker du at spise til de almindelige spisetider, eller er der tider på dagen, hvor du hellere vil spise?
  • Er der nogle vaner, der er blevet anderledes, i forbindelse med du er blevet ældre?
  • Er der nogle opskrifter du har brugt mange gange i dit liv? Hvilke?
  • Kan du stadig lide disse retter?

Hvis spørgsmålene besvares med små anekdoter, er det en god idé at skrive dem ned. Det kan give stof til mange gode snakke i årene, der kommer, hvor det kan være svært for personen med demens selv at huske dem. Spørgsmålene er tænkt som inspiration, ret dem gerne til, så de passer til jeres situation.

Skriv gerne svarene ned i en lille notesbog. Denne bog kan man efterfølgende fortsætte med at skrive i, efterhånden som ens viden om personens livshistorie udbygges. Hvis det er svært for personen med demens at huske svarene på spørgsmålene, kan det være en idé at tale om det, når man står i madlavningssituationen. Nogle gange dukker der minder op, netop når man står i samme situation som dengang.

Det kan være en hjælp for familiemedlemmer og venner, hvis notesbogen ligger fremme – så man altid har inspiration til samtaler. Nedskrivning af livshistorien kan også dreje sig om andet end madlavning. Man kan evt. supplere med billeder. Nedenstående eksempel viser, hvordan man kan bruge en opskrift, der har baggrund i livshistorien.

Anna har demens og kommer i et dagtilbud for mennesker med demens. Her mødes hun med en sosu-hjælper og Tove og Karen, som også har demens. De laver mad ud fra opskrifter, som de på skift har med hjemmefra. I dag er det Anna, der har en opskrift på krydderkage med, som de skal bage i caféen.

Sikke en lækker opskrift, du har med til os i dag, Anna,” siger Merete, som er sosu-hjælper.

“Ja, den er faktisk gået i arv fra min mormor – min mand elsker den. I ved, vejen til mandens hjerte går gennem maven,” siger Anna og blinker.

I løbet af formiddagen får Anna, Tove og Karen lavet kagen. Merete tager et par billeder undervejs. Herefter sætter de sig om bordet for at drikke kaffe og nyde kagen. Inden de går hjem, har Merete kopieret opskriften, skrevet nogle få linjer omkring Annas opskrift og indsat billeder. Dette får de alle med hjem sammen med et lille stykke af det kage, der blev tilovers.

Til aftenkaffen deler Anna det sidste stykke kage med sin mand, imens de taler om dagen ud fra opskriften og billederne.

Sanser
Sanserne er det apparat, mennesket har til at opleve og forstå omverdenen og kroppen igennem. Når man får en demenssygdom, bliver det et større og større problem at tolke sanseindtryk. Samtidig trækker man sig fra flere og flere aktiviteter i hverdagen, hvilket betyder, at man får færre sanseindtryk, og på den måde vedligeholder man ikke sit sanseapparat og får derfor sværere ved at forstå omverdenen. Af den grund har man brug for aktiviteter i sin hverdag, hvor sanserne bliver stimuleret.

Madlavning stimulerer alle sanser. Synssansen bruges til at vurdere kvaliteten af madvarerne, og den spiller i høj grad også sammen med lysten til at spise, heraf udtrykket “at spise med øjnene”. Smagssansen bruges til at smage maden til undervejs i madlavningen. Det at smage maden til er et oplagt samtaleemne under madlavningen. Lugtesansen er nært forbundet til smagssansen og bliver stimuleret i alle dele af madlavningen. Følesansen er hele tiden i spil – med den håndteres redskaber, temperaturen og ingrediensernes kvalitet. Høresansen tænker man ikke så meget over, at man bruger i madlavningen, men vi lytter os frem til at vurdere, om vandet koger, eller om et æble er sprødt. Lydene i køkkenet er også med til at give en følelse af forbindelse til fortiden.

Sanserne kan være en direkte vej til minder og gode snakke om fortiden. Det at høre lyden af en tilkalket kaffemaskine, der “snorker”, duften af nybagt brød, at mærke den bløde dej, når man triller småkager er alle sanseindtryk, som kan give adgang til minder. De fleste har nok oplevet, hvordan en bestemt duft pludselig kan bringe én tilbage til en tid eller et minde, som man ikke har tænkt på i årevis.

Det kræver dog, at man er indstillet på at slippe tanken om, at madlavningen skal overstås, og at det udelukkende handler om at få mad på bordet. Madlavningen kan i sig selv lede til mange stjernestunder med gode snakke og samvær, som giver indblik i hinandens verden. Brug tid på madlavningen og brug sanserne i madlavningen som udgangspunkt for samvær og samtale.

Indholdet kommer fra bogen: ”Demens & Madlavning – Madlavning kan støtte identitet og trivsel hos mennesker med demens” af Trine Vase Bendtsen, Hanne Lindberg Nejsum og Mette K.E. Iversen.